Alt terrænkøretøj med Buckinds tiprammedesign modellen anden. Terrænkøretøjet blev lavet ud fra overvejelser om at opnå den mindste vægt på strukturen og opnå den højest mulige langrendseevne, selv til skade for komforten. Et terrænkøretøj er beregnet til transport af mennesker i mængden af to personer samt last op til 200 kg i en afstand på op til 50 kilometer. Samtidig skal terrænkøretøjet passere enhver jord i en god hastighed og endda overvinde vandhindringer, herunder evnen til at svømme.
Til fremstilling af et terrænkøretøj med lignende design havde forfatteren brug for følgende materialer og detaljer:
1) Forbrændingsmotor fra bilen Oka 11113.
2) styresøjlen fra Niva
3) Nissan Terrano II-aksler
4) Hydraulisk servostyring
5) Profilrør og metalhjørner
6) TREKOL-hjul med dimensioner fra 1600 til 700 ved 635
7) Manuel gearkasse fra en Niva-bil
Overvej mere detaljeret trin i konstruktionen af et terrænkøretøj.
Til at begynde med besluttede forfatteren at svejse rammen som en grundlæggende del af maskinen:
Brækkesamlingen til terrænkøretøjet blev designet af Uvata.
Broer blev installeret fra Nissan med et gearforhold på 4.625, med bagakslen en LSD-lås.
Det endelige drevforhold er 4,1.
Gearet på ratstammen er 1,53 og 3,6.
Bredden på hjulene viste sig at være to meter 35 centimeter.
Forfatteren har ikke en lille erfaring med konstruktion af terrænkøretøjer, derfor valgte han sådanne broer, der kan modstå belastningen fra så store hjul.
Selvom han stadig tvivler på kardanens pålidelighed såvel som brudsenheden i kombination med en hydraulisk servostyring. Men sådanne problemer er lettere at løse på en praktisk måde.
Men forfatteren er fuldt ud selvsikker på den stabile drift af den manuelle gearkasse, da den vil blive beregnet i henhold til standardbelastninger.
Da vægten på nogle hjul er ca. 400 kilo, vejer selve terrænkøretøjet ca. et ton, hvilket er ganske meget. Derfor besluttede forfatteren ikke at lave en førerhus og kung til dette terrænkøretøj.
I mellemtiden begyndte forfatteren at oprette diske til dette terrænkøretøj.
Som det ses af billederne, blev der installeret en MTZ-cylinder samt en doseringspumpe. I tilfælde af en hydraulisk forstærkerfejl vil det derfor være muligt at styre terrænkøretøjet; pumpedispenser tillader dette, skønt det ikke er ret let.
En anden ting i tilfælde af slangebrydelse eller olietab af anden grund, i dette tilfælde vil kontrol og bevægelse på et terrænkøretøj være umuligt. Fordelene ved et sådant design overlapper dog under alle omstændigheder for forfatteren af denne maskine.
Broerne i terrænkøretøjet blev let til en vægt på lidt over 70 kg. Derefter monteret på en helterræn køretøjsramme.
Akselakslen har det tyndeste sted på 30 mm.
Bredden af selve broen langs flangerne af semicaksen viste sig at være et par centimeter kortere end den lignende konstruktion af et kornmark.
Forfatteren fandt på Internettet en meddelelse om moderniseringen af gearkassen fra Niva, som han udnyttede. Efter tilbagevenden blev gearkassen omgjort til lejer med dobbelt række. Forfatteren installerede og prøvede boksen i testtilstand, det viste sig nøjagtigt de resultater, han opnåede, det eneste minus er, at låsen er tændt ganske stram.
Forfatteren fortsatte med at dække terrænkøretøjet med metalplader:
Også ved test blev mærkeligheden bemærket i form af forkert blæserbetjening. Mere præcist blev ventilatoren simpelthen ikke tændt hver gang, hvor motorbelastningen var tændt. Da ledningerne i terrænkøretøjet blev brugt fra Oka, begyndte forfatteren at se på det, hvor han henledte opmærksomheden på sensoren, hvis ledning knækkede ved terminalen. dette var netop grunden til en sådan mærkelig opførsel af fanen. Opdelingen var fast, og ventilatoren begyndte at fungere normalt.
Fotos fra testene:
Derefter blev der udført malingsarbejde på terrænkøretøjet:
Trekol-hjul blev installeret på terrænkøretøjet, efter installation på terrænkøretøjet og pumpning af dem til et tryk på 0,1, var hjulstørrelserne 1470 af 680. Ved pumpning af dem til et tryk på 0,2 blev hjulets højde lig med 1500.
Efter at have kørt gennem mudderet bemærkede forfatteren, at snavs fra så høje hjul ikke flyver svagt på selve bilen såvel som på føreren, så han tænkte stadig på at installere førerhuset, skønt dette vil tilføre vægten af konstruktionen til terrænkøretøjet.
Og der er ingen klager over gummi, fordi hjulet, jordafstand og køretillid til sneen er stor.
Terrænkøretøjets mindste hastighed er 1 km i timen. Det fjerde gear kan kun bruges på en solid og plan overflade, så forfatteren tænkte på at ændre gearforholdet for hovedparret til 4,5 i bytte mod det gamle 4.1. Måske vil det at bruge det fjerde gear være mere passende.
Den hydrauliske betjening fungerer fint, kun af en eller anden grund kan rattet ikke drejes skarpt, som om rattet støder mod noget. Kilden til dette er endnu ikke fastlagt af forfatteren. I den stille tilstand kræver styringen ikke nogen belastning fra forfatteren, rattet roterer med en finger.
Billeder af terrængående køretøj:
Forfatteren til terrænkøretøjet: Vladimir med kaldenavnet "Bolodya" fra Khanty-Mansi autonome Okrug-Ugra.